Bestyrelsen og nogle af barvagterne har besluttet at vi vil prøve at åbne op for træning igen mandag og torsdag. Da vi er underlagt de restriktioner der er udlagt af regeringen, DIF og DDU betyder det at vi kun må være 10 inkl. barvagten til træning.
Derfor indfører vi et tilmeldingssystem her på hjemmesiden, hvor man kan tilmelde sig træningsaftenen. Det foregår ved at der vil være en begivenhed i vores kalender, den kan man så klikke sig ind på og tilmelde sig. Der kan max tilmeldes 9 og der lukkes automatisk når der er 9 tilmeldt. Man kan på den enkelte begivenhed se, hvem og hvor mange der er tilmeldt. Tilmeldingen lukker kl. 18.00, så hvis man er sent ude og alligevel har lyst til at komme til træning, må man lige gå ind og se om der er fyldt op, hvis ikke så må man lige kontakte dagens barvagt, hvis navn og telefonnummer også vil stå på den enkelte begivenhed.
Man kan altså ikke bare komme uanmeldt, og det står i barvagtens magt at afvise vedkommende, hvis man alligevel dukker op. Der vil også være lukket for offentlig adgang til klubbens lokaler, hvilket også vil fremgår af et skilt på døren.
Der vil forekomme torsdage, hvor der ikke er træning, dette er når oldboys-holdet spiller hjemme.
Vi prøver dette i de næste 14 dage for at se om der overhovedet er tilslutning til dette. Første gang vi åbner op er mandag d. 9. november 2020 kl. 18.30.
Alle træningsaftener vil være fra 18.30 – 22.00, dette fraviges ikke.
I kan se den første begivenhed her: Træningsaften
Hvis man har tilmeldt sig og alligevel ikke kan komme opfordres man til at afmelde sig igen ved at bruge det link der er i tilmeldingsmailen, eller direkte inde på begivenheden.
Vi håber dette tiltag bliver taget godt imod.
Og så lige en opfordring til holdkaptajnerne igen om at tage fat i hinanden og få aftalt spilledage i forhold til, at vi kun kan have 1 hjemmekamp ad gangen i klubben. Og som skrevet før skal I lige være opmærksom på de nye spilledatoer, som kan ses på DDU’s hjemmeside. Kalenderen her på siden er ikke opdateret med de nye datoer.
Og husk nu at vi skal tage hensyn til hinanden, holde afstand og spritte af regelmæssigt. Dette kan ikke siges for mange gange!
På bestyrelsens vegne
Kim